Lejebetingelser



Lejebetingelser – Hovborg Ferieby – Torpet, 6682 Hovborg
Lejeaftale

Ankomst og afrejse

Nøgle - udlevering
Booking af lejemålet er en aftale mellem lejer og udlejer med UdviklingVejen som formidler af denne.

Aftalen er bindende og omfatter ferieboligen som opgivet i husbeskrivelsen.
Ankomst tidligst kl. 15.00 / Afrejse senest kl. 10.00.
Ferieboligen står til rådighed fra kl. 15.00 på indflytningsdagen.
Ved ankomst mellem kl. 15.00 og 18.00 afhentes nøgle og kuvert til el-afregning i Dagli'Brugsen, Holmeåvej 15, 6682 Hovborg - telefon +45 7539 6003.
Ved ankomst efter kl. 18.00 skal Dagli’Brugsen kontaktes inden kl. 18.00 på ankomstdagen for nærmere aftale om udlevering af nøgle etc.
Hvis Dagli’Brugsen ikke kontaktes, kan vi ikke garantere nøgleudlevering.
Husk at notere hyttens el-målerstand ved ankomst.
Nøgle og el-afregning afleveres der, hvor nøglen afhentedes - senest kl. 11.00 på afrejsedagen.
Husk aflæsning af el.
Betalingsmåde
og betingelser
Booking af lejemålet bekræftes ved fremsendelse af faktura.
Ved booking betales hele beløbet via online betaling med et af følgende kreditkort; Dankort, Visa, Mastercard.
Reservationen er først gyldig, når betalingen er godkendt.
Bemærk venligst, at der tillægges bookingen et gebyr på kr. 100,- for administration på fakturaen.
Depositum
Der opkræves ikke depositum, hele beløbet betales ved booking.
Annullering og afbestilling
Bemærk venligst, at der i tilfælde af afbestilling/ændring op til 30 dage før ankomst opkræves kr. 350,00 i gebyr. Ved ændring/afbestilling senere end 30 dage før ankomst samt ved udeblivelse opkræves det totale beløb for bookingen.
El og vand
El afregnes med kr. 2,50 pr. kWh og vand med kr. 20,- pr. døgn.
Vandforbruget er som standard inkluderet i lejeprisen.
Slutrengøring
Foretages af lejer, med mindre den er bestilt og betalt på forhånd. Pris kr. 650,- pr. ophold.
Linnedpakke
Linnedpakke skal bestilles og betales ved bookingen. Pris kr. 125,- pr. pers. pr. ophold.
Er der bestilt linnedpakke, skal denne afhentes og afleveres hos Dagli’Brugsen.

Lejers ansvar
Lejer er forpligtet til at behandle ferieboligen, med alt hvad dertil hører på behørig måde, idet der hæftes for alle skader, som lejer eller ledsagende personer måtte forårsage.
Lejer er ansvarlig for ferieboligen samt alt tilhørende inventar og er før afrejse forpligtet til at melde skader, der er opstået under opholdet til bureauet. Alle skader skal erstattes af lejer før afrejse eller aftale herom være truffet. Hvis der efter lejers afrejse konstateres yderligere skader eller mangler, der ikke er meldt til bureauet, vil disse blive ud faktureret til lejer.
Såfremt intet andet er anført, er lejer ansvarlig for at efterlade ferieboligen i rengjort og opryddet tilstand. I tilfælde hvor lejer betaler for slutrengøring, skal lejer inden afrejse selv foretage alm. oprydning, opvask, tømning af køle- og fryseskabe samt skraldespand. Slutrengøring skal bestilles i rimelig tid før afrejse.
Lejer er desuden ansvarlig for, at han eller ledsagende personer ikke er til gene for naboer eller øvrige omgivelser. Såfremt ferieboligens beboere udviser grov, uagtsom adfærd eller handlinger fremkaldt med fortsæt, forbeholder bureauet og udlejer sig ret til, uden varsel og med øjeblikkelig virkning at ophæve lejeaftalen. Bureauet vil i givent fald ikke være forpligtet til at tilbagebetale hverken hele eller dele af lejebeløbet.
Udlejers ansvar

UdviklingVejen fungerer som formidler og er derfor ansvarlig for formidling af lejeaftalen mellem lejer og udlejer.
UdviklingVejens oplysninger om ferieboligerne er baserede på besigtigelse af disse samt oplysninger fra udlejer. UdviklingVejen bestræber sig altid på at give korrekte og objektive informationer, men eftersom der inden lejemålets begyndelse, kan ske ændringer som UdviklingVejen ikke er vidende om, kan UdviklingVejen ikke drages til ansvar for dette.
UdviklingVejen forbeholder sig ret til i tilfælde af kontraktbrud fra udlejers side, ekspeditionsfejl, fejloplysninger eller lignende enten at returnere det indbetalte lejebeløb eller erstatte den lejede feriebolig med en lignende. Skulle sidstnævnte feriebolig være billigere end det oprindeligt lejede, vil prisdifferencen desuden blive tilbagebetalt.
UdviklingVejen påtager sig intet ansvar for ændringer af forhold, der ikke vedrører selve ferieboligen (fx. fiskerettigheder, lukning af trafikruter og butikker m.m., vej- og byggearbejde, miljøskader m.m.), ligesom UdviklingVejen ikke kan påtage sig ansvaret for forringelse af ferieophold, når dette skyldes klimatiske forhold eller lokale bestemmelser og forordninger (fx. fiskeforbud, vandmangel m.m.).
UdviklingVejen påtager sig intet ansvar i tilfælde af svigt eller brud på boligens installationer, forstoppelse af afløb og kloak samt evt. forekomster af insekter og skadedyr.
I forbindelse med denne aftale er der fra UdviklingVejens side ikke tegnet nogen forsikring til dækning af person- eller tingskader, der måtte opstå for lejer eller dennes ledsagere under afvikling af lejemålet.
Reklamationer
Eventuelle fejl og mangler ved ferieboligen skal meddeles UdviklingVejen senest 24 timer efter indflytning. I modsat fald kan lejer hæfte for dette. Reklamationer vedrørende mangelfuld rengøring skal meddeles UdviklingVejen straks efter indflytning.
Lejer er forpligtet til at indrømme UdviklingVejen en rimelig frist til udbedring af eventuelle fejl og mangler. Samtidig skal lejer bidrage til at undgå forværring af skader og minimere et eventuelt tab for UdviklingVejen. Såfremt udbedringen ikke er tilfredsstillende, skal dette straks meddeles UdviklingVejen.
Fortrydelsesret
Der er ikke fortrydelsesret på levering af tjenesteydelser i form af logi, samt tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, som fx kortvarig leje af feriebolig, når det følger af aftalen, på hvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres.
Kørsels- vejledning til Hovborg Ferieby
På motorvej E20 mellem Kolding og Esbjerg benyttes frakørsel 70. Derefter fortsættes nordpå mod Grindsted på hovedvej 425, ca. 10 km, indtil vejskiltet: ”Hovborg”. Drej mod højre ind i Hovborg by, fortsæt ca. 200 m Dagli’Brugsen ligger til højre. Fortsæt herefter ca. 200 m og drej til venstre ad Baldersbækvej, kør ca. 600 m og drej til venstre, længere fremme ligger Hovborg Ferieby for enden af vejen.

Vi ønsker jer et rigtig godt ophold.
Ved evt. spørgsmål kan I henvende jer på nedenstående telefon nr. – eller tage kontakt til
Dagli’Brugsen, Holmeåvej 15, 6682 Hovborg, telefon: +45 7539 6003.

Med venlig hilsen
UDVIKLINGVEJEN/Hovborg Ferieby
Telefon: +45 7384 8520, Mail: turisme@udviklingvejen.dk
Åbningstider: Mandag - torsdag: 08.00 - 16.00, fredag: 08.00 - 15.00